Overgang til ny hjemmeside

 

Som vi tidligere har skrevet, er vi nu klar til at overgå til vores nye hjemmeside. Vi får hermed løst 2 af de væsentligste problemer ved den gamle side. Dels vil login-proceduren blive mere regelret og ikke så sårbar som på den gamle side. Og dels får vi nu mulighed for en langt mere strømlinet debat i tråde.

 

Sidens struktur er bevaret, således at der fortsat er en åben del for alle og en lukket del for medlemmer. Der er hist og pist nogle skønhedspletter. Dem skal vi nok få has på.

 

Overgangen sker lørdag den 20. august 2011 kl. 24.00, og den nye side skulle således kunne virke fra søndag den 21. august 2011 kl. 00.00.

 

Medlemmerne orienteres direkte i mail fra klubben forud for overgangen.

 

Det er vort håb, at overgangen kan ske problemfrit, og at den nye side vil være til gavn for os alle.

 

Med venlig hilsen

 

Bjørn Eriksen

Formand for Dansk Postkortsamler Klub

 

Der sker snart noget

Vores hjemmeside sprudler ikke ligefrem af aktivitet her i sommertiden. Det betyder imidlertid ikke, at vi i bestyrelsen ligger på den lade side.

Vi arbejder for tiden temmelig hårdt med to store opgaver, som vi gerne skulle have sat i søen inden generalforsamlingen.

Stenderarkivet

Vi har haft den første grovsortering af materialet og finsorterer den i slutningen af august måned. Umiddelbart herefter gør vi klar til at udlicitere scanneopgaven til medlemmer, der måtte have en interesse herfor. Det er vort håb, at vi kan starte lige omkring tidspunktet for afholdelse af vores genrealforsamling i Horsens i september måned.

Ny hjemmeside

Vi har oplevet alt for mange nedbrud og problemer med vort login på den nuværende side. Vi arbejder intenst med vores nye hjemmeside, som vi tror gør op med disse problemer. Vi er kommet godt i vej og kan i det mindste konstatere, at den nye loginprocedure virker helt rigtig. Herudover har vi også fået sat skik på det nye kontaktforum og ”Kender du motivet”, så vi kan fastholde diskussionerne i tråde.

Det største arbejde bliver at få kopieret artikler, postkort og andet over på den nye platform. Her skal der bruges knofedt, og vi er i fuld gang.

Måske går vi i luften uden vi helt har fået flyttet artikelarkivet med over. Det kan ordnes løbende bagefter.

Køre bare løs

Vi er stadig åbne for artikler m.v. Vi har alle en opgave med at sikre, at hjemmesiden ikke sander til.

God restsommer

Bjørn Eriksen

­­­­__________________________________________________________________________________________________________

Ordinær generalforsamling 2011


Der indkaldes herved til ordinær generalforsamling i Dansk Postkortsamler Klub lørdag den 10. september kl. 12.00 i forbindelse med HOFI 2011 i Forum, Langmarksvej 53, 8700 Horsens. Lokalet oplyses ved informationen på udstillingen.

Dagsorden:

1. Valg af dirigent
2. Formandens beretning
3. Kasserens beretning
4. Fastsættelse af kontingent
5. Indkomne forslag
6. Valg:
● Formand (p.t. Bjørn Eriksen)
● 1 bestyrelsesmedlem (p.t. Carsten Fladmose Madsen)
● 1 suppleant (p.t. Torben Hilberg)
● 1 revisor (p.t. Leif Ørndorf)
● 1 revisorsuppleant (p.t. Kristian Holm Klitgaard)
7. Eventuelt

Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen må være undertegnede i hænde senest den 23. august 2011

Bjørn Eriksen

bjorner@webspeed.dk

__________________________________________________________________________________________________________

Postkortforlaget Stenders arkiv

Dansk Postkortsamlerklub har nu fået fuld adgang til Stenderarkivet, bestående af op mod 30.000 postkort plus andet
materiale. Læs mere på den lukkede del under Artikler om postkort. Log ind her.

Med venlig hilsen

Bjørn Eriksen

__________________________________________________________________________________________________________




NORDIA 2012 udstilling

Forberedelserne til udstillingen Nordia 2012 er nu rigtig godt i gang. Vi vil derfor med denne besked informere klubberne og deres medlemmer om muligheden for at udstille ved den næste store udstilling i Norden, NORDIA 2012, som bliver gennemført i Roskilde Kongrescenter den 2. til 4. november 2012.

Hjemmeside

Udstillingens hjemmeside www.nordia2012.dk er et besøg værd for alle, der gerne vil udstille. På denne hjemmeside er der information om baggrunden for udstillingen - KPKs 125 års jubilæum - samt praktiske informationer om selve udstillingens placering, hotelmuligheder samt alle reglementer kan findes på hjemmesiden. Der vil løbende blive opdateret med mere information, såsom oversigt over juryen, udstillerliste mv.

Handlermesse

Ud over selve udstillingen vil der være en handlermesse, som vi kender det fra Frimærkeforum, og vi håber derfor på rigtig mange besøgende. Så sæt allerede nu kryds i næste års kalender til at komme til Roskilde Kongrescenter den 2. til 4. november 2012 - udstil dit eksponat, og kom til årets frimærkefest! Vi glæder os til at se dig!

Med venlig hilsen

Lars Engelbrecht Lars Peter Svendsen
Generalkommissær Udstillingsformand


Spørgsmål er velkomne: Email til lars.engelbrecht@helsager.dk

__________________________________________________________________________________


HOFI 2011 - National frimærkeudstilling

Lørdag den 10. september 2011 kl. 10.00 - 17.00
Søndag den 11. september 2011 kl. 10.00 - 16.00

Forum Horsens
Langmarksvej 53
Horsens

Horsens Filatelistklub kan i 2011 fejre sit 100 års jubilæum
og står i den anledning som vært for
HOFI 2011 - årets store, nationale frimærkeudstilling.

Samlere fra hele landet vil på HOFI 2011 præsentere tusinder af frimærker, der rækker fra motiver og hjemstavns-filateli til højt specialiserede samlinger, som også kalder på international interesse. Desuden vil flere landes postvæsener samt frimærke- handlere fra ind- og udland deltage.

Udstillingen er både en klubudstilling og en national udstilling. På begge udstillinger kan der tilmeldes postkortsamlinger.

En samling, der udstilles for første gang, skal tilmeldes klubudstillingen og må have et omfang af 1 eller 3-5 rammer. Hver ramme indeholder traditionelt 16 plancher (A 4). Den karakter, der opnås på udstillingen, kan føre til, at samlingen senere kan vises på en national udstilling.

På den nationale udstilling kan der også tilmeldes postkortsamlinger. Her skal der være 1 ramme eller fra 5-8 rammer.

Tilmeldingsfristen til begge udstillinger er den 1. marts 2011.
De nærmere regler kan ses her:

http://www.hofi2011.dk

Med venlig hilsen

Bjørn Eriksen

_______________________________________________________________________________

Medlemssalg. Danmarks Filatelistisk Forbund

Så har Danmarks Filatelistisk Forbund endelig fået åbnet sin ”auktionsside”.

Medlemmer af Dansk Postkortsamler Klub er automatisk medlem af forbundet, hvorfor denne side nu også er åben for vore medlemmer.

Auktionsside er måske så meget sagt, for der kan kun sættes lot op til fast pris. Og når der er bud på et lot, er ”auktionen” slut til denne faste pris.

Det koster 1 kr. at lægge et lot op, og – hvis det bliver solgt – yderligere 1 kr. Mindsteprisen for oplægning af et lot er 15,- kr. og alle lot koster det samme i gebyrer.

Det er konkurrencedygtige priser i forhold til andre tilsvarende sider, hvortil kommer, at pengene forbliver i vort eget forbund.

Den officielle lancering af siden sker i augustnummeret af DFT, som alle medlemmer af DPK også får. Men siden er altså åben nu.

Der ligger p.t. ikke mange lots på siden, men jo flere, der ligger, når siden annonceres, jo bedre er det. Derfor skal der lyde en opfordring til at lægge lot op nu allerede. Til gengæld kan man vælge en tidshorisont på 60 dage, hvor lottet vedblivende kan være til salg.

Det vil glæde mig at se oplægninger fra medlemmer af DPK. Gå ind på siden her http://204.214.201.203/ og anvend dit medlemsnummer til logge ind på. Dit nummer finder du på vores egen hjemmeside på den lukkede del under medlemsfortegnelse og samleområder. For medlemmer, der også er medlemmer af andre klubber under DFF skal dog bemærkes, at der skal bruges det medlemsnummer, hvor man er registreret som A-medlem i forbundet.

God fornøjelse

Bjørn Eriksen